Privaten

Alle mennesker har familie, nogen mere end andre.

Jeg har da også familie, men jeg har også valgt at kappe båndene til det meste af den, da de har gjort mig så meget uret at jeg anser det for deres skyld, meget af det jeg har været igennem fra 2004 og til nu.

Det eneste bånd som jeg aldrig har ønsket at kappe, er båndet til min søn Martin - det blev kappet ved hjælp af domstolen.
Hvorfor så det, spørger man sig selv - jo, i korte træk så var det fordi at hans skole kontaktede mig og fortalte at min far slog ham.
Det er noget som jeg har nemt ved at tro på, da jeg ved hvor hidsigt et temperament min far har, og da jeg er vokset op med en far, som tit stak en lussing eller røvfuld, når jeg havde lavet ulykker.

Det skal nok lige nævnes, at Martin boede hos mine forældre midlertidigt, da jeg havde haft boligproblemer og havde ligget og flyttet rundt, dette ønskede jeg ikke at udsætte ham for, så var i samråd med hans mor, blevet enig i, at han kunne bo hos mine forældre - hans mor kunne ikke overskue at have ham boende - og hun havde i øvrigt også af Valby kommune fået valget 5 år tidligere, at enten fandt hun et andet sted at han kunne bo, eller også ville kommunen gøre det. Derefter flyttede Martin ind hos mig og jeg fik fælles forældremyndighed, samt der i papirene stod, at Martin ikke måtte bo hos sin mor, da hun ikke kunne passe ham ordentligt. Hun havde psykiske problemer og kunne kun til nød kun lige overskue at klare sig selv.

Nå men tilbage til den skæbnesvanger dag. Da jeg prøvede få min søn udleveret eller fjernet fra mine forældre, så kunne jeg ikke få det og heller ikke med politiets hjælp. Det eneste de ville gøre, var at tage en snak med mine forældre hvor de fik oplyst at Martin ikke var hos dem pt. Men jeg kunne ikke få oplyst hvor han var - jeg som havde den fælles forældremyndighed og iflg. papirene ansvaret om hvor han skulle bo og være.

Retsagen kørte i 8 måneder, hvor jeg så ham 1 gang under overvåget samvær af en retslig børnepsykolog. Siden var der andre møder med psykologen, dog uden min søns tilstedeværelse - men lige lidt hjalp det.
Jeg tror at Martin er blevet så manipuleret af både sin mon og af alle sine bedsteforældre, at det ligger til grund for, at han overfor børnepsykologen udtaler at han er bange for mig - bange for mig, som aldrig har slået ham, aldrig har hævet stemmen overfor ham - jeg forstår det ikke. Men jeg skal åbenbart ikke forstå alt.

Så i blodets bånd, har jeg i mine øjne, kun et familiemedlem - nemlig min søn - men ham har jeg desværre ingen kontakt med mere.

Siden har jeg fået knyttet så tætte bånd med 2 af mine veniner, at folk kunne tro at vi faktisk enten var i forhold eller i familie.

Det er disse to, som jeg i dag betragter som enten min søster eller min datter.
Helle er min lillesøster, 3-4 år yngre, har hjulpet mig gennem nogle af mine sværeste dage siden retsagen sluttede, og hun har også hindret mig i at sluge et helt glas sovepiller, da jeg til sidst ikke kunne se nogen udvej.
Christina er min datter, 21 år yngre end mig, har selv været en del igennem, og har derfor kunne holde mig med selskab, støtte mig, tage sig lidt af mig, hjælpe mig når alt så sortes ud og Helle ikke var i nærheden.

Martin, Helle og Christina er min familie og jeg har ikke anden, set i mine øjne - og skulle jeg endelig få anden familie, så er det med sikkerhed INTET af det, som jeg har slået hånden af - Jeg kan og vil IKKE tilgive at de holdte mig væk fra min søn dengang og stadigvæk gør det.

Jeg tror også at den familie som har gjort mig ondt, skal være glade for at jeg ikke tror på selvtægt - for der har da været tider, hvor jeg virkelig har overvejet at tage sagen i egen hånd og måske skulle jeg have gjort det, for det at jeg fulgte loven - det tabte jeg stort på.

Herunder kan du lige se et par billeder af min familie, som jeg ser den - jeg beklager, hvis billederne ikke er op til dato.

Her ses Martin den sidste sommer jeg havde ham - vi er tilbage i 2003

Christina & Yasmin. Eller skal jeg sige min datter og barnebarn - det er i hvert tilfælde, det som jeg betragter dem som og det som alle får at vide.

Her ses Helle med et af de smil, som hun altid er udstyret med.

Som den opmærksomme læser nok har forstået, så ses de få folk her, der har en plads i mit hjerte. Martin, Christina & Helle der alle betyder enormt meget for mig og har en MEGET stor plads i mit hjerte, jeg hører heldigvis meget ofte fra Christina og Yasmin, ikke så tit fra Helle, men det smerter mig hver dag jeg ikke hører fra Martin - og det har jeg ikke gjort siden slutningen af februar 2005.