En novemberaften:
Jeg synes ind i mellem at det er underligt som jeg løber ind i mange af de "sørgelige" skæbner, men måske er der virkelig så mange ude i det danske land, som på en eller anden måde blot har brug for at få luft, brug for at snakke med nogen og som ikke ved hvem de skal henvende sig til.
En aften hvor jeg holdte på Valby Station, fik jeg en kunde som skulle til Husum - det var en middelaldrende dame og jeg kunne se at hun havde grædt.
Det er altid lidt svært at starte en samtale med en person som lige har grædt, men alligevel så prøvede jeg da lidt i stil af, at vejret var lidt kedelig og jeg håbede at det snart blev sne, så vi kunne slippe for det sjap der var lige nu.
Hun svarede derpå, at hun helst så foråret kom meget snart, så julen var overstået hurtigst muligt.
Nu var samtalen så lidt i gang, så jeg spurgte ind til, hvorfor at hun dog ønskede julen overstået hurtigst muligt, hvorpå hun svarede at hendes mand lige var gået bort. De havde holdt jul sammen de sidste 34 år og hun kunne bare ikke overskue at skulle være uden ham i julen.
Jeg undskyldte at jeg havde spurgt ind til det, men tillod mig at spørge om hun så ikke havde andre at holde jul med, hvilket hun fortalte at det havde hun ikke - de var barnløse og begges forældre var gået bort for nogle år siden, så der var kun hende og hendes mand julen igennem de sidste mange år, men nu var han død af en blodprop i hjertet, og det var gået så hurtigt at, det ene øjeblik havde han stået frisk ved siden af hende, næste sekund lå han ned og trak ikke vejret.
Hun havde selvfølgelig prøvet at gøre hvad hun kunne for at redde ham, og selv om hun var uddannet sygeplejeske og viste hvad hun skulle gøre, var der intet der kunne hjælpe lige der.
Jeg kondolerede mange gange, og prøvede at lyde fortrøstende ved at sige at det positive i dette var, da at han ikke havde lidt eller ligget syg mange måneder eller år - hvilket hun gav mig ret i. Hun gav også et lille smil, da hun sagde det, for det var tilsyneladende også hendes egen tanke.
Vi snakkede så lidt om det at savne og miste folk der står en nær, og jeg fortalte hende, at jeg da også havde prøvet det. Jeg fortalte hende om min bror som var død år tilbage af Aids, og at selv om det gjorde ondt når jeg tænkte på ham, så var det som om at jeg fik det bedre jo mere jeg snakkede om det - ikke at mit savn blev mindre eller mere forstående, men det at snakke om tingene er med til at hjælpe på ens sindstilstand.
Jeg spurgt lidt ind til hendes mand, hvordan de havde haft det i livet sammen, hvordan han havde været som person og mere i den stil. Og hun begyndte at snakke om ham, fortalte hvilken type han var, hvor kærlig han havde været, men også at de ofte havde været uenige - dog ikke så de skændtes - men hun tror at det at de ofte var så uenige, var nok det som holdte dem sammen, da de på den måde altid havde noget at snakke om, noget at debatere hvilket var noget de begge elskede at gøre.
Vi var nu nåede frem til at adressen, hvor vi skulle til, og jeg stoppede taxameteret - men i stedet for at vende mig om og give hende prisen, vendte jeg mig blot lidt i sædet og forsatte med at snakke med hende - for hun havde brug for at snakke.
Hun forsatte med at fortælle om sin mand, om hvor meget hun savnede ham og hele tiden kom hun også ind på, at hun frygtede julen hvor hun skulle være alene - hver gang hun bevægede sig derover, spurgte jeg om hun ikke havde venner, hun kunne kontakte og høre om de ikke ønskede selskab - men det mente hun ikke hun kunne tillade sig.
Jeg fortalte hende så, at min erfaring med rigtige venner, er at de altid vil være der til at hjælpe, uanset om det er en højtid, deres barns fødselsdag, farmors begravelse eller hvad det nu kunne være - som ven, får man det altid bedre af at hjælpe sine venner, og derfor vil man altid hjælpe hvis man kan.
Og jo, hun havde da et par enkle veninder som hun var meget fortrolige med, men hun mente bestemt ikke at hun kunne tillade sig at spørge dem ...
Jeg kunne jo ikke så godt udtale mig på hendes venners vegne, men jeg var lidt fræk og måske lidt for frisk i den givende sitiuation, men jeg foreslog at hun kunne da lige prøve at ringe til dem med det samme - hun måtte godt blive siddende i bilen i stedet for at stå ud i regnen. Det smilte hun lidt af, og sagde, at jeg gav mig vist ikke, før hun lige havde prøvet - hvorpå hun tog sin tlf og ringede til en veninde - resultatet efter nogle minutters snak, blev faktisk at hun havde et sted at holde jul - for som veninden havde sagt, så havde veninden overvejet at ringe til min kunde, da veninden i forvejen var klar over, at min kunde var alene i julen ...
Her var det blot en taxichauffør som kom først, sagde min kunde med et smil.
Min kunde kiggede på mig og spurgte om jeg ikke skulle ud og tjene nogle penge, samt hvad hun skyldte mig - hvorpå jeg kiggede på hende, gav hende prisen, men fortalte også at jeg allerede havde været heldig, så det hastede ikke med at lave penge mere på denne vagt.
Hun var meget taknemlig for den tid jeg havde givet hende, betalte hvad hun skyldte, og mens hun lige lagde sin pung tilbage i sin taske, steg jeg ud af bilen, gik rundt om den og åbnede døren for hende.
Da hun steg ud, faldt hun mig om skuldrene og gav mig et kæmpe kram og et kys på kinden, mens hun takkede for en utrolig dejlig tur.
Hun sagde farvel og gik derefter ind i sit hus med et smil i ansigtet.
Jo, det er utroligt hvad man kan opleve i en taxi - og jeg havde en rigtig god smag i munden her bagefter.
Det er altid lidt svært at starte en samtale med en person som lige har grædt, men alligevel så prøvede jeg da lidt i stil af, at vejret var lidt kedelig og jeg håbede at det snart blev sne, så vi kunne slippe for det sjap der var lige nu.
Hun svarede derpå, at hun helst så foråret kom meget snart, så julen var overstået hurtigst muligt.
Nu var samtalen så lidt i gang, så jeg spurgte ind til, hvorfor at hun dog ønskede julen overstået hurtigst muligt, hvorpå hun svarede at hendes mand lige var gået bort. De havde holdt jul sammen de sidste 34 år og hun kunne bare ikke overskue at skulle være uden ham i julen.
Jeg undskyldte at jeg havde spurgt ind til det, men tillod mig at spørge om hun så ikke havde andre at holde jul med, hvilket hun fortalte at det havde hun ikke - de var barnløse og begges forældre var gået bort for nogle år siden, så der var kun hende og hendes mand julen igennem de sidste mange år, men nu var han død af en blodprop i hjertet, og det var gået så hurtigt at, det ene øjeblik havde han stået frisk ved siden af hende, næste sekund lå han ned og trak ikke vejret.
Hun havde selvfølgelig prøvet at gøre hvad hun kunne for at redde ham, og selv om hun var uddannet sygeplejeske og viste hvad hun skulle gøre, var der intet der kunne hjælpe lige der.
Jeg kondolerede mange gange, og prøvede at lyde fortrøstende ved at sige at det positive i dette var, da at han ikke havde lidt eller ligget syg mange måneder eller år - hvilket hun gav mig ret i. Hun gav også et lille smil, da hun sagde det, for det var tilsyneladende også hendes egen tanke.
Vi snakkede så lidt om det at savne og miste folk der står en nær, og jeg fortalte hende, at jeg da også havde prøvet det. Jeg fortalte hende om min bror som var død år tilbage af Aids, og at selv om det gjorde ondt når jeg tænkte på ham, så var det som om at jeg fik det bedre jo mere jeg snakkede om det - ikke at mit savn blev mindre eller mere forstående, men det at snakke om tingene er med til at hjælpe på ens sindstilstand.
Jeg spurgt lidt ind til hendes mand, hvordan de havde haft det i livet sammen, hvordan han havde været som person og mere i den stil. Og hun begyndte at snakke om ham, fortalte hvilken type han var, hvor kærlig han havde været, men også at de ofte havde været uenige - dog ikke så de skændtes - men hun tror at det at de ofte var så uenige, var nok det som holdte dem sammen, da de på den måde altid havde noget at snakke om, noget at debatere hvilket var noget de begge elskede at gøre.
Vi var nu nåede frem til at adressen, hvor vi skulle til, og jeg stoppede taxameteret - men i stedet for at vende mig om og give hende prisen, vendte jeg mig blot lidt i sædet og forsatte med at snakke med hende - for hun havde brug for at snakke.
Hun forsatte med at fortælle om sin mand, om hvor meget hun savnede ham og hele tiden kom hun også ind på, at hun frygtede julen hvor hun skulle være alene - hver gang hun bevægede sig derover, spurgte jeg om hun ikke havde venner, hun kunne kontakte og høre om de ikke ønskede selskab - men det mente hun ikke hun kunne tillade sig.
Jeg fortalte hende så, at min erfaring med rigtige venner, er at de altid vil være der til at hjælpe, uanset om det er en højtid, deres barns fødselsdag, farmors begravelse eller hvad det nu kunne være - som ven, får man det altid bedre af at hjælpe sine venner, og derfor vil man altid hjælpe hvis man kan.
Og jo, hun havde da et par enkle veninder som hun var meget fortrolige med, men hun mente bestemt ikke at hun kunne tillade sig at spørge dem ...
Jeg kunne jo ikke så godt udtale mig på hendes venners vegne, men jeg var lidt fræk og måske lidt for frisk i den givende sitiuation, men jeg foreslog at hun kunne da lige prøve at ringe til dem med det samme - hun måtte godt blive siddende i bilen i stedet for at stå ud i regnen. Det smilte hun lidt af, og sagde, at jeg gav mig vist ikke, før hun lige havde prøvet - hvorpå hun tog sin tlf og ringede til en veninde - resultatet efter nogle minutters snak, blev faktisk at hun havde et sted at holde jul - for som veninden havde sagt, så havde veninden overvejet at ringe til min kunde, da veninden i forvejen var klar over, at min kunde var alene i julen ...
Her var det blot en taxichauffør som kom først, sagde min kunde med et smil.
Min kunde kiggede på mig og spurgte om jeg ikke skulle ud og tjene nogle penge, samt hvad hun skyldte mig - hvorpå jeg kiggede på hende, gav hende prisen, men fortalte også at jeg allerede havde været heldig, så det hastede ikke med at lave penge mere på denne vagt.
Hun var meget taknemlig for den tid jeg havde givet hende, betalte hvad hun skyldte, og mens hun lige lagde sin pung tilbage i sin taske, steg jeg ud af bilen, gik rundt om den og åbnede døren for hende.
Da hun steg ud, faldt hun mig om skuldrene og gav mig et kæmpe kram og et kys på kinden, mens hun takkede for en utrolig dejlig tur.
Hun sagde farvel og gik derefter ind i sit hus med et smil i ansigtet.
Jo, det er utroligt hvad man kan opleve i en taxi - og jeg havde en rigtig god smag i munden her bagefter.
Dette er skrevet af: Henrik Kazzie Ørbæk - Chauffør i Greve-Solrød Taxi - 5/8-2012